fra en bog- og pladebutik hvor ekspedienterne ikke aner hvad de laver og hvorfor de laver hvad de laver stjal jeg en plade med et band som hedder er de sjældne som jeg tænkte at jeg ville give til et menneske jeg elsker men jeg tænkte at jeg selv ville lytte til den før jeg forærede den til hende for at undersøge hvad skal jeg sige for at undersøge et formodet værdighedsforhold mellem hende og pladen og mig som årsag til den måske kommende forbindelse mellem hende og pladen men så langt kommer det ikke for den plade er det rageste lort jeg længe har hørt og hvor skal jeg for øvrigt gøre af den plade for jeg kan ikke få mig til at forære den til nogen som helst jeg bliver nærmest nødt til at hacke den alternativt kunne jeg knække den og lægge den i storskraldsbunken i westend som i sig selv rummer dette ene statement vi har fyldt vores hjem og butikker med lort jeg kunne også gå ned til thomas i istedgade boghandel og i forlængelse af vores samtale tidligere i dag sige se det her er netop et eksempel på det du sagde om danske forfatteres fuldstændigt uambitiøse skabelonsamarbejder med skabelonmusikere men for at dreje det her væk fra noget nogen sikkert mener er en slags personlig anklage hvilket ikke er sandt for der er ingen personlighed tilstede i det jeg kritiserer og for så vidt heller ikke i min kritik så vil jeg sige at gestus at det at lave en gestus at det at stjæle noget at det at forære noget at det at lave noget tilføje noget at åh nej at knæp det knep affekterne