»At selv det smukkeste ansigt, måske især det allersmukkeste
ansigt, ser ud, som om det er på randen til at krakelere; blotlægge
den amorfe baggrund, som er fælles, som er det åbne, som er selve
det, at mennesket er et sprogligt væsen. Dvs. at det i sin privilegerede
udsathed minder os om det amorfe, fælles, åbne; kommunikationen
som menneskelig mulighed.«

Fra suiten »Hvad er det, der gør et ansigt smukt?« i Dø, løgn, dø af Mette Moestrup