29 august 2011

Tidligere på dagen skrev jeg her:
»I aften på DR1 fremfører jeg et hyldestdigt til Johanne Schmidt-Nielsen.«
Nu står det her igen. Ja.
Og det står som en optegnelse i et dokument, jeg forsøger at samle mig til at få skrevet til et debatindlæg til det kommende nummer af Vagant.
Hvad indebærer det at fremføre et digt til en politiker på en dansk (i udgangspunktet – det er Danmark, det er stats-tv – xenofobisk diskursiveret) tv-kanal midt i en valgkamp?

2 kommentarer:

  1. Men er digtet og performancen reel? Så vil jeg da se det - hvornår mere præcist?

    SvarSlet
  2. Jeg går ud fra at ingen, næsten ingen, af bloggens læsere sad – og i det hele taget, sådan til dagligt: sidder – klistret til tv-skærmen og venter på at det ekstraordinære skal ske. Mon læserne fik øje på mig? Nej. Lyttede I godt efter, så I rigtigt godt efter, kunne I have set mig og set digtet gestaltet i min krop og hørt det.

    Selvom digte er noget de færreste læser (jeg klandrer dem ikke), så synes jeg ikke at det virker utænkeligt at forfattere under valgkampen blev broadcastet for at fremføre digte, der kommenterer på fx en valgkamp og dens aktører. Kulturminister Per Stig Møller efterlyser endda digtere, der tør sige noget, der tør "gå ud" i offentligheden og åbne deres vidundermunde. Men digte på tv – det er et spørgsmål om, som man siger, tid. Tid til at digte(r)ne rykker ind i det spektakulære maskineri for at afgive deres STEMMER. Der skal nok snart komme en tid, hvor digtningen bliver genstand for massemediernes eksotisering, digtningen skal nok blive hip. Det er lige før at jeg håber det vil ske, selvom det – formentlig – vil blive kvalmende, for det vil betyde, at vi kommer til at stå med en digtning der muligvis er populær (som de ekvilibristiske, underholdende stemmer nok skal blive) og en digtning der aldrig bliver populær, men blot (ufrivilligt) elitær, fordi den ikke gider være populær i populærmedierne (det er vel lige før at en butikskæde som Arnold Busck kan betegnes som et populærmedie). Tue Andersen Nexøs insisteren på at snakke om stemmebåren (Brechtiansk) poesi som mere interessant end den såkaldte konceptuelle poesi, som er kendetegnet med en sløret tilstedeværelse af stemme, mere interessant, fordi den vil læseren mere, virker simpelthen så illusorisk, så længe betingelserne for digtenes virkninger ikke diskuteres: medialitet, institution, samtid etc. Nå, det her er henkastede noter, jeg må hellere se på det indlæg til Vagant.

    SvarSlet