Den nye generation. Trangen til at udpege, pege på den. Jo mere der bliver peget, jo mere bliver den til. Hvad er det for en trang? Hvad skal vi med en ny generation? Jeg har aldrig forstået det, aldrig forstået trangen til at samle navne og udtryk under en fane, et brand – og slet ikke når det ikke er de udøvende selv, der peger på sig selv som generation. En slags litteraturvidenskabelig kolonialisme, måske.
I sidste uge samlede Lars Skinnebach nogle digtere på Hovedbiblioteket, som måske, måske ikke, udgør en generation – de-vi svarede ikke rigtig på Lars' spørgsmål, en generation blev ikke manifesteret. I denne uge i en klumme i Information kæder Tue Andersen Nexø nogle tendenser sammen.
Hvad er egentlig forskellen på et fællesskab og en generation? Og kan fællesskabet bruges til at kaste lys rundt på hinanden/sig selv på en god måde? Og også på en måde, så flere og flere måske kan komme med? Jeg ved det ikke rigtig. Det kunne måske være en måde at betragte 'generation' på. Men kun måske. Kh Olga
SvarSletEt fællesskab er vel noget man skaber via fælles interesser, noget der ikke dannes af trang, men at af have noget sammen, der ikke nødvendigvis skal sættes et mærkat på.
SvarSletEn generation er, som Rasmus jo rigtigt nok skriver, noget man har trang til at udpege, noget man kan samle under en fane - et brand. Og det er vel især et tegn på, at kritikere og anmeldere gerne vil placere sig selv som delvist monopolister på det meget snævre danske litteraturkort. En kedelig tendens, der desværre nok vil skabe en ny smal og konform generation af forfattere/digtere, der kun kan skrive med 1. persons narrativ. Netop fordi det er det kritikerne stiler efter, så det kan ses, at de har haft indflydelse på hvem og hvad der bliver udgivet.
Olivia Nordenhof skriver noget her http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com/2011/11/ang-min-generation.html
SvarSlet(kommentar til Olivias indlæg, sorry at jeg skriver det her: Jeg spørger jo egentlig bare, om – ok, jeg betoner lige: HVAD vi skal med en ny generation. Og så, ja, så ser jeg noget problematisk i andres trang til at udkåre sådan en og at trangen bliver virkelig og at generationen rejser sig med navngivningen.)
Undskyld, Rasmus og Noa, men I giver mig og de andre kritikere lidt for meget magt. Og jer selv lidt for lidt. Hvis de/I ikke kan genkende jer selv i det jeg skriver, ja, så protesterer I jo, så falder den kritiske karakteristik til jorden. Sådan som det i dén grad skete i artiklen om de "trodsige tøser". Generationen - eller det ekspliciterede fællesskab eller hvad ved jeg - "rejser sig" vel kun, hvis den kan genkende sig i beskrivelsen.
SvarSletSå jeg kan ikke se problemet. Til gengæld læser jeg jer lidt som om, I egentlig helst vil af med litteraturkritikken som sådan. Eller måske at I synes, den kun skal beskæftige sig med enkeltværker. At I mener at forfatterne skal have monopol på deres egen selvfremstilling, på at udpege valgslægtskaber. Men jeg kan ikke se forskellen i at udpege en generation eller nogle fællestræk som kritiker, og så udlægge en bog, fremhæve kvaliteter ved den, pege på nybrud osv. Hvad er forskellen mellem at udøve kritik på værkets og det litterære miljøs niveau?
Undskyld, Tue, føler jeg næsten jeg bør sige, men det er nok at give mig selv for lidt magt. Jeg prøver igen: Undskyld Tue, men – og det får jeg ikke sagt i mit affektive indlæg – men jeg kan genkende mig selv i det du skriver, og jeg kan genkende og anerkende, at der er fællestræk mellem de forfatteres bøger som du omtaler i din klumme, og gør det.
SvarSletMen der er stadig ingen der besvarer mit spørgmål om hvilken trang der ligger til grunde for at udpege en generation (mit håb er at trangen har at gøre med, at det som kritiker bliver muligt sammen med kollektivsubjektet som generationen kan udgøre at frembringe mere forbløffende udsagn, der får en til at tænke og føle på andre måder end før), og der er heller ingen der besvarer spørgsmålet om hvad vi skal med en ny generation (den forrige parentetiske indskydelse er så en part af min egen besvarelse).
At du siger, at jeg helst vil af med litteraturkritikken er latterligt. At du siger, at jeg måske synes at litteraturkritikken kun skal beskæftige sig med enkeltværker er latterlig. Jeg ved ikke hvor du får det fra. (Men ok, mit indlæg er, som jeg skriver ovenover, affektivt i en eller anden forstand, og så bliver der gættet, og der bliver dømt (som Lars Bukdahl, der på sin blog skriver, at jeg "vrisser paranoidt").)
Fællestrækkene findes, og de findes overalt, på kryds og tværs af alder og genrer mm. Et problem med en generation, som den bliver formuleret af dig, Tue, og Bukdahl (der nærmest gør det til noget [hvad det noget er, ved jeg ikke] i sig selv at være den der udkårer de kommende generationer ["Og så vil jeg selvfølgelig gerne være den første til at fiksere den næste generation (hvis det ikke er den næste igen), født 1990-95, drevent balstyrisk polyfon, og igen mestendels kvinder, og alle Hvedekornsdigtere"], et problem med den forståelse af generation er at den er lig med ungdom. De rammer som den generation er formuleret i vil næppe kunne rumme digtere som Glenn Christian og Majse Aymo-Boot (som ifølge en eller anden norm er debuteret sent), der undersøger meget af det samme som de digtere Tue nævner i sin klumme.
Alt for nu; beklager det ender lidt uafsluttet, men der er andre ting at gøre
Men, Rasmus, mht. om en generation er lig med ungdom, er det ikke netop et kendetegn ved en ny ungdom, at den bringer det nye - hvad det så end er - til torvs? Og derudover: Det særlige ved den her nye ungdom (de digtere, som Tue taler så rigtigt om) er, efter min mening, jo netop at den insisterer på sin ungdom, på ungdommens sprog, på gadens tale, facebookjargon og bloggens henkastede hastighed, i en grad og på én måde, som jeg føler er ny. At ungdommens litteratur ikke længere er gammeldags, uden alder, historie- og tidløs. At den skriver med en krop og derfor i sagens natur har en alder i selve skriften (fordi den er frembragt af og i samspil med kroppen som jo først og fremmest er en verdslig og helt igennem tidslig størrelse). Det nye kunne med andre ord være en (ny)overensstemmelse mellem forfatterens biografiske alder og den pågældende bogs sproglige stil. At bogen ikke længere føles ældre end den skrivende bag bogen. Det behøver ikke være dårligere eller bedre, mere autentisk eller sandt, men blot, måske, et deskriptivt faktum.
SvarSlet(det her vil jeg hellere end gerne underbygge med empiriske eksempler i en avisartikel hvis tiden og redaktøren er til det).
På den anden side så er begivenheden, hvis vi skal snakke om det mere filosofisk og definere "generationen" eller "fællesskabet" som en begivenhed, jo netop politisk og kollektiv og singulær - og i den forstand er begivenheden så at sige ligeglad med alder (men omvendt: begivenheden er jo ikke historieløs, den er bare irreduktibel ift historien - hvorfor alder spiller en eller anden rolle. Bare se på maj 68 ex.)
Hvad angår snakken om "debut", så er jeg enig i, at det er en fiktiv norm, og faktisk mere end det: En ting er, at en forfatter unægteligt har skrevet tekster og indgået i uformelle fællesskaber INDEN en eventuel bogdebut. Noget andet er, at der som regel sættes lighedstegn mellem debut og debut på et rigtigt forlag (læs: Gyldendal) - man kan nævne RJJ som eksempel, hvis bog på Gyldendal konstant omtales som hans debut, selvom han udkom på Basilisk før det. Men din debut, Rasmus, på After Hand får også hæftet betegnelsen debut på sig - selvom det jo også er forkert og, ret beset, latterligt. Er det ikke?
@Rasmus. Klart nok, det var nogle vel kække formuleringer. Jeg forstod bare ikke den der med, at man ikke måtte stå udenfor og komme med sine bud. Som om forfatterne, der er del af fællesskabet, har definitionsretten; alle os (hvilket vel mest vil sige: os kritikere), der ikke er del af gruppen, kan så højest foretage en art definitionsovergreb.
SvarSletNoget andet er så, kan om generation er den rigtige betegnelse, og om min karakteristik er tilstrækkelig eller misvisende eller noget helt tredje. Lars B har også et par navne, der ikke er født i ca. midtfirserne. Mere grundlæggende kan "generation" vel være ekskluderende, det kan ekskludere muligheden af, at der foregår flere ting - er flere fællesskaber, grupperinger - på én gang. På den anden side er det i dén grad sådan, jeg - der i dén grad er ældre og et andet sted - oplever det når jeg læser dem/jer, møder dem/jer til oplæsninger osv.
Hvorfor overhovdet gøre det? Vel fordi det gør bøgerne mere interessante, men også fordi "litteratur" ikke kun er tekster, men også er grupperinger og tendenser i det litterære miljø. Det fortjener også en kritik.
Jeg synes der er væsentlig forskel på at forholde sig kritisk til udnævnelsen af en generation og så decideret at ville af med litteraturkritik. Der bliver ikke givet udtryk for at kritikken er meningsløs, tværtimod bliver der reflekteret over den og dens måde at fremstille sig selv på.
SvarSletDet jeg opponerer imod er, at man på baggrund af nogle forholdsvis saftige tendenser i post 2000 litteratur, har behov for at bruge begrebet generation. Det er et malplaceret mærkat på mange måder.
Først og fremmest fordi det er outdatet. I dag taler vi ikke længere generationer (som jeg mener, er et begreb, der dækker over en langt større gruppe, end blot dem der bliver trykt i Hvedekorn og elever fra Forfatterskolen), men derimod forskellige strømninger, der tenderer til at kredse om de samme emner. Netop et slags fællesskab. Jeg synes der er langt fra det til idéen om en generation.
En anden faktor er, at det er fuldstændigt misvisende allerede nu at snakke om en generation. Ligesom litterære perioder gennem tiden, er en generation noget man kigger tilbage på og derefter definerer (i så fald, at man finder det nødvendigt). Du kan ikke snakke om en generation, blot fordi der er ting der i dag er mere populære at skrive om end andre. Sex, vold og feminisme vil jeg kategoriserer som forholdsvist universelle og tidløse emner og om et halvt år, finder de selv samme forfatter måske nye emner at tage op.
Og med det in mente, så synes jeg faktisk, at det er synd for forfatterne selv, at de skal placeres som en del af en generation. Som du selv skriver, Tue, ekskluderer det både andre strømninger/tendenser fra 'at være til stede', men det frarøver også forfatternes egne muligheder, fra at kunne skrive om andet, end det de nu er defineret som. I den forstand kan jeg ikke se, hvorfor de selv skulle være interesserede i at være en del af en generation.
At generationen på den måde bliver defineret ud fra der bliver skrevet på Forfatterskolen (i mere eller mindre grad fordi det er hvad nogle få kritikere finder interessant netop nu) er for mig at se eksempel på, hvordan den såkaldte generation bliver presset ned over hovedet på dansk litteratur. I stedet for at lade den danne sig selv. Pludselig bliver det kapløb om at være med i den ’gruppe’, fordi det er den eneste måde at blive hørt og læst på. Det er for nemt, og jeg kan ikke se hvem det kommer til gavn udover jer, i den forstand (og som Rasmus skriver) at der er noget særligt ved at have udkåret en generation. Og hvis ikke det er tilfældet, hvor ligger så det store behov og nødvendigheden i at bruge udtrykket?
Noa, jeg accepterer ikke ideen om at jeg eller andre kritikere presser noget "ned over hovedet på dansk litteratur". At vi kritikere skulle stå uden for det litterære miljø, og at det har en organisk og naturlig måde at udvikle sig på, som vi så kommer og ødelægger - og åbenbart har magt til at ødelægge. Hvis det virkelig var sådan, og hvis vi virkelig havde så meget magt, så ville vores almindelige anmelderi jo også være ødelæggende; det er det, jeg mente med at det virkede som om, du og Rasmus reelt var imod litteraturkritik(ere) som sådan.
SvarSletJeg forstår heller ikke, hvorfor generationsmærkatet eller andre tendensmærkater (og her er fællesskab eller gruppe jo lige så problematiske) skulle være den eneste måde at "blive hørt og læst på". Og at vi derfor skulle have magt til at få folk til at skrive på den ene eller anden måde. Min oplevelse er, at anerkendelsen fra andre forfattere reelt betyder langt mere for den enkelte skrivende end en evt. kanonisering fra dagbladskritikken, og at der blandt forfattere er en ret sund skepsis over for anmeldernes kompetencer, at vi kort sagt skal kæmpe ret hårdt for at vores vurderinger får nogen betydning i det litterære miljø. Det synes jeg er sundt, sådan skal det være.
Mht. til om "generation" skal bruges på den ene eller den anden måde, så bruger jeg det vel sådan som man taler om 80'er-generationen. Hvor stor var den? 10-15 digtere eller lignende? Og så brugte jeg vel også ordet, fordi jeg faktisk synes der er en stærk tendens i en bestemt aldersgruppe af forfattere lige nu. Sådan er det ikke altid - der var ikke en synlig generation for fem år siden, jeg kunne i al fald ikke lige se den. Og jeg kan tage fejl, det er jeg åben for, men det kræver nogle argumenter, der bevæger sig ud over det principielle.
Hvorfor overhovedet optegne den slags? Både Rasmus og Asta Olivia Nordenhof har givet gode bud, for mig handler det, igen, mest om at jeg synes bøgerne bliver bedre og mere interessante, når jeg også tænker over den slags forbindelser.
Jeg mener heller ikke at i som sådan presser det ned over hovedet på dansk litteratur. Det var nok en fejlformulering. Men fordi i er så prominente navne, hvad angår litteraturkritik i dk, er det en automatisk process - at folk vedkender, at så må det være sådan, så må det være den måde man skriver på i dag. Det kan jo så diskuteres om det er forfatternes egen degradering af dem selv, dog synes det er vigtigt at i som kritikere er klar over effekten ved at snakke om generationer.
SvarSletJeg forstår ikke, hvorfor du bruger ordet ødelæggende, for det synes jeg bestemt ikke det er og det synes jeg heller ikke jeg har givet udtryk for. Jeg tror bare ikke altid i ved, hvor meget indflydelse i reelt har på litteraturens retninger og tendenser. Og misforstå mig ikke, det er ikke fordi jeg mener at i på nogen måde bruger magt til at skabe en bestemt konsensus omkring hvad der skal læses og skrives, men faktum er, at i som kritikere, hvad enten i ved/vil det eller ej, indirekte har kæmpe indflydelse på hvad der bliver skrevet og udgivet, hvilke strømninger der er interessante og hvilke der falder til jorden. Også selvom anerkendelse blandt andre forfattere er vigtigt.
Og det er absolut ikke nogen dårlig ting at i har indflydelse, det er en del af litteraturkritikken. Havde i ikke være der, var der nok gået inflation i litteraturen. Jeg tror bare, at man som kritiker på så smalt et marked som dansk litteratur, skal være tænke over effekten af ordvalg som generation - når det kommer fra jer, er det for mange meget mere end bare 'forførende fiktion'. Og som jeg ser det, er det pt. ikke særlig sundt - måske ser det anderledes ud indefra. Jeg tror ikke i skal kæmpe helt så hårdt, som i selv tror.
Netop det, at vi nu taler om 80'er generationen, som værende sådan og sådan, synes jeg er et meget fint eksempel på, at det er noget vi kigger tilbage på og derefter forholder os til. Ikke noget vi definere nu og her, mens det er i gang. Jeg siger bestemt ikke, at der ikke er en stærk tendens lige nu (til kødelige lyster og andet godt), der har du helt ret, men jeg mener stadig der er langt fra det og så det at kendetegne det som en generation. Hvilken generation havde vi så før, for når der er en ny generation, må der vel være tale om et generationsskifte? Eller har det siden 80erne bare været et tilfældigt miskmask af genrer? Eller kan man ikke også tale om Frost, Skinnebach, Andkjær, etc., som en generation med flere åbenlyst politiske tendenser end den generation i udpeger nu? (Af ren nysgerrighed, gad jeg egentlig godt have uddybet lige netop det spørgsmål, det har altid vakt mig lidt tvivl.)
Det at udnævne en generation imens den skaber sig selv, synes jeg er at placere folk i bokse, der endnu ikke er færdigbyggede.
At du har nemmere ved at forholde dig til tekster, ved at læse dem i en bestemt kontekst er jo helt fair. Det har vi alle vel til en vis grad. Og som kritiker skal du selvfølgelig også give udtryk for det perspektiv i den offentlige debat, jeg er bare ikke enig i ordlyden og jeg tror det har større effekt end som så.
Rasmus:
SvarSletdu taler om trangen til at udpege generationer osv. Du fremhæver den især hos Bukdahl så vidt jeg forstår - i det tilfælde er jeg enig i, at det ikke så sjældent opnår parodiske dimensioner.
Til gengæld synes jeg ikke, at samlæsningen af forskellige nyere værker i Tues klumme er særlig forceret. Jeg synes slet ikke, at den sammenkædning er udtryk for nogen trang til at udpege generationer.
Vi kan tale stolpe op og stolpe ned om hvorvidt det lige skal kaldes en generation (men det er måske det det ord, du er ude efter?), men jeg synes ikke, at der er noget tvungent i at tale tale om, at der måske er visse tematikker, som lader til at interessere en gruppe yngre forfattere, som har nogenlunde samme alder, og måske endda også (nu begynder jeg måske at tale over mig, kan jeg mærke) en slags erfaringsudveksling omkring det formelle, det formmæssige, måden at lave sætninger på simplethen.
Men hvad vi skal med det. Jeg synes egentlig, at du formulerer det meget fint at "det som kritiker bliver muligt sammen med kollektivsubjektet som generationen kan udgøre at frembringe mere forbløffende udsagn, der får en til at tænke og føle på andre måder end før." Og det kan vel lige så vel føres videre fra kritikerne til også at inddrage forfatterne? og så har vi vel noget i retning af det Olivia skriver om på sin blog: i anerkendelsen af et fællesskab (som ikke behøver at være begrænset aldersmæssigt) kan der opstår en synergi, som udløser et politisk potentiale - men også, som jeg ser det, et æstetisk og erkendelsesmæssigt potentiale (wouw høje navler).