Skrevet på en side i Trauma 1-11

sang

det var lige før

men så ... naa

aaaaaaj

det var så tæt på

men så ... nå

ja ... aaaaaaj

Tidligere på dagen skrev jeg her:

»I aften på DR1 fremfører jeg et hyldestdigt til Johanne Schmidt-Nielsen.«

Nu står det her igen. Ja.

Og det står som en optegnelse i et dokument, jeg forsøger at samle mig til at få skrevet til et debatindlæg til det kommende nummer af Vagant.

Hvad indebærer det at fremføre et digt til en politiker på en dansk (i udgangspunktet – det er Danmark, det er stats-tv – xenofobisk diskursiveret) tv-kanal midt i en valgkamp?

til held-i-uheld mundheld

fordøjelsen, -brændingen

så meget desto hurtigere

når jeg spiser og er hadet

potentialet var der

vi tog det til

hovedpine og tyndskide

Tonight: Rio Bravo Serves Imperialism

Cornelius Cardew, engelsk komponist, aktivist, pseudoteoretiker, uddannet af Stockhausen, udforskede minimalistisk kompositionsmusik og droppede det efter erkendelsen af at den type musik kun kan adresseres i og til et miljø der svælger i egen boble, dannede det store halvåbne kollektiv The Scratch Orchestra og arbejdede dér med adskillige måder at notere kompositioner på så potentielt alle kunne deltage i opførelserne, blev desillusioneret, begyndte at skrive frigørelsessange og gik til folket med dem, blev desillusioneret, intensiverede skrivningen af essays og artikler der problematiserer kunstnerens forhold til politik og politikkens paraplyrale forgreninger, blev kørt ned og døde af det og konspiratorer mener at MI5 var chaufføren

2:22

Hej. Her er et track du kan lytte til

Det er med udgangspunkt i kapitel 16 af James Joyces Finnegans Wake

Og det er en del af [a long the 628 riverrun, past]

Rasmus Graff: Vocals
Andreas Führer: Syntz, guitar, drums
Sigurd Buch Kristensen: Sax
Anders Lauge Meldgaard: Drums, guitar, sax
Christian Davidsen: Bass

tarantel i alle

niveauer

hvid brus

kan begær gøre sig illusioner

haha som om

begær i sig selv findes

i så fald

fald

desillusioner

sanseforstyrelserne

de totale

som i kender dem

i dannede

skæbneløse

glemselsproduktive

realiserede

og med dem

med os

det

fra en bog- og pladebutik hvor ekspedienterne ikke aner hvad de laver og hvorfor de laver hvad de laver stjal jeg en plade med et band som hedder er de sjældne som jeg tænkte at jeg ville give til et menneske jeg elsker men jeg tænkte at jeg selv ville lytte til den før jeg forærede den til hende for at undersøge hvad skal jeg sige for at undersøge et formodet værdighedsforhold mellem hende og pladen og mig som årsag til den måske kommende forbindelse mellem hende og pladen men så langt kommer det ikke for den plade er det rageste lort jeg længe har hørt og hvor skal jeg for øvrigt gøre af den plade for jeg kan ikke få mig til at forære den til nogen som helst jeg bliver nærmest nødt til at hacke den alternativt kunne jeg knække den og lægge den i storskraldsbunken i westend som i sig selv rummer dette ene statement vi har fyldt vores hjem og butikker med lort jeg kunne også gå ned til thomas i istedgade boghandel og i forlængelse af vores samtale tidligere i dag sige se det her er netop et eksempel på det du sagde om danske forfatteres fuldstændigt uambitiøse skabelonsamarbejder med skabelonmusikere men for at dreje det her væk fra noget nogen sikkert mener er en slags personlig anklage hvilket ikke er sandt for der er ingen personlighed tilstede i det jeg kritiserer og for så vidt heller ikke i min kritik så vil jeg sige at gestus at det at lave en gestus at det at stjæle noget at det at forære noget at det at lave noget tilføje noget at åh nej at knæp det knep affekterne

riv mig ud af min søvn

som du ville trække proppen op fra en flaske rødvin

lad os stige om bord på et fly og associere

jeg har indirekte medvirket til feudal kendis-hofkunst

to eksploderende soldater og en palme på amalienborg

paris hilton der kaster sig over velgørenhed

er dine fornemmelser styret af ond nostalgi?

om det var en feel-good oplevelse at gå rundt i dit regnbuepanorama?

spyt på din jordklode!